Jeg håber, at I har haft et rigtig godt nytår og er klar til at tage hul på 2018! Vi havde en rigtig hyggelig nytårsaften, hvor selskabet og maden i den grad var i top.
Nu er det blevet tid til årets første omgang “5 retter jeg vil prøve i…”. Listen bærer nok mest præg af sunde retter og farverige grøntsager, da det er det, som jeg har mest lyst til efter en juleferie fyldt med en masse lækker julemad 😉
5 retter jeg vil prøve i januar:
- En omgang lækre spinatvafler. Jeg har ofte lavet spinatpandekager, men nu når jeg har fået et vaffeljern, så skal jeg selvfølgelig også prøve at lave en vaffel-version.
- Lave en ny version af grøntkålssalaten. Jeg plejer altid at putte tranebær, æbler og granatæble i, hvilket er virkelig lækkert, men det er jo altid rart at prøve noget nyt. Tænker måske med appelsin og bagte rødbeder?
- One pot pasta. En efterhånden ret populær ret, som jeg overraskende nok ikke har kastet mig ud i endnu. Men den er jo utrolig nem og en perfekt hverdagsret, så den skal vist på madplanen snart.
- Hjemmelavet pita fyldt med en masse lækre grøntsager, falafler og andet godt.
- En skøn madtærte – evt. med chorizo. En virkelig nem ret – og perfekt måde at bruge ens rester.