Har du et par brune bananer liggende i frugtskålen? Så skynd dig at smutte i køkkenet, så du kan bage dette skønne bananbrød. Det tager ingen tid at lave, og så er det virkelig nemt at bikse sammen.
Det er sødt og svampet og passer derfor perfekt som et sødt indslag i madpakken eller som en lækker snack om eftermiddagen.
Bananbrødet er et hit og falder vist i de flestes smag. Jeg har tit bagt det på arbejdet til børnene, og de er også vilde med det ♡
Ingredienser til 1 bananbrød:
- 2 æg
- 4 bananer
- 75 g grahamsmel
- 125 g hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- ½ tsk vaniljepulver eller 1 tsk vaniljesukker
- 1/4 tsk salt
- 50 g hasselnødder eller valnødder (grofthakket)
- ½-1 dl olie
Fremgangsmåde:
- Tænd ovnen på 180 grader.
- Mos eller blend bananerne og pisk dem sammen med æggene.
- Tilsæt de øvrige ingredienser og kom dejen i en smurt eller beklædt brødform.
- Bages i 25-40 min., indtil bananbrødet er gylden og færdigbagt.
- Servér som det er eller med smør på.
Mangler du også inspiration til sundere søde sager? Så prøv også min opskrift på havregryn- og bananmuffins, brownie med sorte bønner og bananvafler.
Hvis du har prøvet en af mine opskrifter, så vil jeg meget gerne høre om det! Skriv en kommentar eller tag #michelleloehde på jeres billeder på instagram ♡