Broccoliboller

I går havde jeg besøg af to veninder, så der skulle selvfølgelig diskes op med lidt lækker mad. Det blev til broccoliboller med pulled chicken og en masse andet lækkert tilbehør. Broccolibollerne blev bløde indeni og sprøde udenpå med en smuk grøn farve – og så er det jo en genial måde at få lidt ekstra grøntsager indenbords. De kræver få ingredienser og tager ingen tid at lave, da dejen hverken skal hæve eller æltes.

Ingredienser til 8 boller:

  • 1 broccolihoved
  • 3 æg
  • 1 dl mælk
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk salt
  • 100 g fuldkornsspeltmel
  • 150-200 g fintsigtet speltmel (tilsæt lidt ad gangen)
  • Sesamfrø

Fremgangsmåde:

  1. Hak broccolien helt fint – evt. i en blender, minihakker eller foodprocessor.
  2. Bland den finthakkede broccoli med æg, mælk, bagepulver og salt.
  3. Tilsæt fuldkornsspeltmel og rør godt.
  4. Tilsæt fintsigtet speltmel lidt af gangen. Dejen skal være forholdsvis fast, men stadig med masser af fugt.
  5. Tænd ovnen på 200 grader og lad dejen trække i 10 min.
  6. Form bollerne (evt. med to skeer) og placer dem på en bageplade.
  7. Drys med sesamfrø.
  8. Bages i ovnen i 20-25 min, indtil de er gyldne og sprøde.

Tip: Du kan sagtens udskifte speltmelet med andre meltyper, eksempelvis fuldkornshvedemel og hvedemel.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *