Dampede bao

Bløde, luftige og en skøn hapser. Jeg har længe haft et godt øje til de asiatiske dampede bao, så i sidste uge gik kæresten og jeg på jagt efter en dampkoger, så vi selv kunne kaste os ud i det.

Brødet bliver virkelig lækkert, og så kan man fylde dem med alt det, man har lyst til. Vi fyldte dem med sprøde gulerødder, forårsløg, agurk, peberfrugt og marineret kylling. Toppet med chiliolie, sesamfrø og friske koriander. En virkelig skøn kombination. Ellers tænker jeg også, at pulled pork eller marineret laks kunne være lækkert i.

De er nemme at lave og kræver ikke alverdens ingredienser – og så kan man sagtens få en billig dampkoger i et asiatisk supermarked.

Ingredienser til 4 personer: 

  • 2 dl vand
  • 20 g gær
  • 1 spsk sukker
  • 2 spsk smør (smeltet)
  • 1 tsk salt
  • Ca. 350 g hvedemel
  • Olie

Fremgangsmåde: 

  1. Start ud med at røre gæren ud i vandet.
  2. Tilsæt sukker og smeltet smør. Rør rundt.
  3. Tilsæt hvedemelet lidt af gangen, indtil du får en glat og smidig dej.
  4. Stil den til hævning på køkkenbordet i en times tid.
  5. Når dejen har hævet, så skal den deles i otte lige store stykker.
  6. Pres eller rul dem ud til runde flade boller (3-4 mm tykkelse).
  7. Pensl bollerne med olie på den ene halvdel og fold dem halvt over, så olien er i midten.
  8. Lad dem efterhæve i 30 minutter.
  9. Varm en gryde op med vand, hvor dampkogeren passer ovenpå.
  10. Kom et stykke bagepapir i dampkogeren (bagepapiret skal gerne være prikket med en gaffel en del steder, så dampen kan komme igennem).
  11. Når vandet koger, så kommes dampkogeren på.
  12. Kom et par bao i dampkogeren og damp dem i 15-20 minutter.
  13. Når de er færdige, så kommes de ud på en rist.
  14. Servér med det fyld, du lige har lyst til.

Tip: Vi havde kun plads til tre bao i vores dampkoger, så hvis du skal lave en større portion, så kan du sagtens lave dem først på dagen og så dampe dem kort lige inden servering.

Follow my blog with Bloglovin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *