I weekenden havde jeg planer om at lave ærtesuppe, men da der ikke var flere ærter i supermarkedet, så blev det til edamamebønner i stedet. En god mulighed for at prøve noget nyt 😉 Suppen er meget mild i smagen og har en god fedme og cremethed fra edamamebønnerne samt en god syre fra citronen. En dejlig suppe at varme sig på, og så er det jo heller ikke værst, at den både er nem at lave og billig at handle ind til.
Ingredienser til 3-4 personer:
- 1 løg (finthakket)
- 2 hvidløg (finthakket)
- 1 spsk olivenolie
- 350 g edamamebønner
- 1 tsk timian
- Evt. lidt chili
- Ca. 5 dl vand med bouillon (evt. lidt mere vand hvis den er for tyk)
- 1 dl fløde
- Saften fra ½-1 citron
- Salt og peber
Fremgangsmåde:
- Start med at hakke løg og hvidløg fint.
- Varm olien op i en gryde og tilsæt løg og hvidløg. Svits i et par minutter.
- Tilsæt timian og evt. chili. Lad det svitse med.
- Tilsæt edamamebønner og bouillon. Pas på med at tilsætte for meget vand – du kan altid tilsætte mere, når den er blendet.
- Kog i 10-15 minutter og blend til suppe. Smag til med fløde, citron og salt og peber + evt. mere vand.
Servér med bacon, parmaskinke, creme fraiche eller lignende 🙂