Pølsehorn er virkelig én af de bedste snacks i mine øjne. De er helt perfekte om eftermiddagen, når sulten melder sig eller til en nem frokost, der kan give lidt ekstra liv til madpakken. Det er noget, der smager de fleste – både store og små.
Disse pølsehorn indeholder blandt andet havregryn og grahamsmel, og de er derfor lidt grove i det, hvilket jeg foretrækker. Så mætter de også mere. Derudover har jeg tilføjet en klat ketchup, hvilket man selvfølgelig kan skifte ud med noget andet eller helt undlade.
Ingredienser til 8 pølsehorn:
- 2 dl lunken vand
- 1/4 pakke gær
- 1 spsk olie
- 1 spsk yoghurt naturel, skyr, creme fraiche el.lign.
- 1 spsk honning
- 1 dl solsikkerkerner (andre kerner kan også bruges)
- 50 g havregryn
- ½ tsk salt
- 100 g grahamsmel
- Cirka 200 g hvedemel
- 8 små pølser
- Æg til pensling
- Sesamfrø og ketchup
Fremgangsmåde:
- Start med at opløse gæren i vandet.
- Tilsæt olie, honning, yoghurt, kerner og havregryn. Rør rundt.
- Tilsæt salt og grahamsmel og rør rundt.
- Tilsæt hvedemelet lidt af gangen, indtil du får en lækker og smidig dej. Den må endelig ikke være for tør.
- Ælt dejen godt – et par minutter.
- Lad dejen hæve lunt en times tid med et klæde over.
- Når dejen er hævet færdig, så tager du den ud på et meldrysset bord.
- Del dejen i to lige store stykker, hvor du derefter deler hvert stykke i fire lige store stykker.
- Form hvert stykke til en flad trekant, så du kan ligge en pølse på i den brede ende og trille dem sammen, så du til sidst ender med et horn.
- Lad pølsehornene efterhæve tildækket i 30 min.
- Pensl dem med et sammenpisket æg og drys med sesamfrø på toppen
- Bages i 20-25 min. ved 180 grader til de er gyldne.