Hvis I følger med på Instagram, så ved I, at jeg endelig har fået lavet en surdej igen. Den gamle blev desværre forsømt under bachelorperioden, men nu skulle det altså være – for selvom jeg elsker nemme koldhævede deje, der bare lige skal røres sammen om aftenen, så er surdejsboller stadig favoritten! Jeg elsker den sprøde og seje skorpe, lufthullerne og den lette syrlighed fra surdejen.
Denne opskrift på grove surdejsboller er ultranem og kræver få ingredienser, men smagen sidder stadig lige i skabet. Så hvis du gerne vil forkæle dig selv med skønne surdejsboller her i påsken, så er disse helt perfekte ♡
Hvis du endnu ikke har kastet dig ud i surdej, så synes jeg, at du skal hoppe i køkkenet og få bikset en sammen. Selvom den kræver lidt ekstra kærlighed i starten, så er det uden tvivl ventetiden værd!
Ingredienser til 10 grove surdejsboller:
- 5 dl vand
- 100 g surdej
- Evt. en lille klump gær på størrelse med en ært (god idé hvis din surdej er ret ny)
- 1 tsk sukker
- 200 g grahamsmel
- 1 spsk olie
- 10 g salt
- 400-450 g hvedemel
Fremgangsmåde:
- Kom vand i en skål.
- Tilsæt surdej og evt. gær og rør rundt, indtil det er opløst.
- Tilsæt sukker og rør rundt.
- Tilsæt grahamsmel, olie og salt. Rør rundt.
- Lad din røremaskine køre på lav hastighed, imens du tilsætter hvedemel lidt ad gangen.
- Skru op på middel/høj hastighed i cirka 10 min, indtil dejen slipper skålens sider. Hvis den ikke gør det, så skal der evt. tilsættes lidt mere mel – men endelig ikke for meget. Dejen skal være ret klistret.
- Tjek om dejen kan bestå glutentesten. Det gør du ved at gøre dine hænder våde, tage et lille stykke dej og udvide det mellem dine fingre. Hvis du kan strække dejen så meget, at du kan kigge igennem uden, at den brister, så er den klar. Hvis ikke, så skal du ælte lidt mere.
- Skyl et viskestykke med vand, vrid det godt og læg det over skålen. Det må ikke dryppe, men blot være fugtigt.
- Kom dejen i køleskabet natten over.
- Dagen efter tages dejen ud på køkkenbordet en times tid inden, at de skal bages, så dejen kan få lov til at vågne.
- Tænd ovnen på 250 grader med en bageplade eller bagesten i.
- Kom dejen ud på et let meldrysset bord og del dejen ud i 10 boller.
- Bollerne spænder du op ved at folde siderne ind over hinanden – forsøg at arbejde mindst muligt med dejen og undgå at ødelægge luftbobler.
- Kom bollerne på et stykke bagepapir og træk det over på den varme bageplade eller bagesten.
- Placer dem nederst i ovnen og bag dem i cirka 10 min. ved 250 grader. Dernæst skruer du ned til 200 grader, og bollerne bages yderligere i cirka 10 min.
- Lad de grove surdejsboller afkøle på en rist.
Elsker du også nybagte boller? Så prøv også min opskrift på koldhævede boller med havregryn og solsikkekerner og spinatboller.
Hvis du har prøvet en af mine opskrifter, så vil jeg meget gerne høre om det! Skriv en kommentar eller tag #michelleloehde på jeres billeder på instagram ♡