Rabarbermarmelade med hyldeblomst

Hylden blomstrer lige nu, og vi skal udnytte dem, så længe de er her ♡ Jeg har allerede fået lavet 2 x hyldeblomstsaft og friterede hyldeblomster, og så har jeg fået lavet denne skønne rabarbermarmelade med hyldeblomst.

Jeg var lidt spændt på, om man kunne smage hyldeblomsten, men det kan man altså sagtens uden, at den bliver for dominerende. Det er en marmelade, der emmer af sommer, og så er den dejlig nem at lave.

Du kan også sagtens bruge jordbær i stedet for rabarber, eller du kan lave en blanding med halv jordbær og halv rabarber.

Ingredienser til 2 glas rabarbermarmelade med hyldeblomst:

  • 500 g rabarber
  • 250 g sukker
  • 1 vaniljestang (eller 1-2 tsk vaniljesukker/vaniljepulver)
  • 1-2 hyldeskærme (alt efter hvor store de er)

Fremgangsmåde:

  1. Start ud med at skylle rabarberne og skær dem ud i skiver.
  2. Skrab vaniljekornene ud af vaniljestangen og mas vaniljekornene sammen med lidt af sukkeret.
  3. Kom rabarberne i en gryde sammen med sukker og vanilje.
  4. Lad det koge op og dernæst simre i ca. 15 min.
  5. Ryst hyldeskærmene godt og klip eller pluk blomsterne af. Du skal kun bruge blomsterne og ikke stilkene.
  6. Kom hylden ned i marmeladen og lad det simre med i 5 min.
  7. Hæld marmeladen på skoldede glas. Fyld helt op og sæt låg på. Opbevar på køl.

Prøv også min opskrift på rabarbermarmelade med stjerneanis og kanel.

Hvis du har prøvet en af mine opskrifter, så vil jeg meget gerne høre om det! Skriv en kommentar eller tag #michelleloehde på jeres billeder på instagram ♡

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *