Stikkelsbærmarmelade med vanilje og citron

Jeg elsker at lave en masse ud af sommerens lækre frugter og bær. Favoritten er især at lave lækkerier, der kan holde sig hen i efteråret, så man stadig kan få en smag af sommer på trods af kulde og blæst. Indtil videre har jeg lavet en masse jordbærmarmelade og saft, og så selvfølgelig denne stikkelsbærmarmelade. Jeg har også planer om solbærmarmelade, som er én af mine favoritter ♡

Stikkelsbærmarmelade er også virkelig skøn, da den har en perfekt kombination af syrlighed og sødme. Jeg foretrækker min marmelade let syrlig, da jeg ellers synes, at det hurtigt kan blive for sødt, men det er selvfølgelig en smagssag – tilsæt blot mere eller mindre sukker alt efter, hvad du ønsker.

Ingredienser til 1 glas:

  • 300 g stikkelsbær (jeg brugte de grønne, men de røde kan også bruges)
  • 230 g sukker (evt. mere eller mindre. Hvis de er røde, så skal der muligvis lidt mindre i)
  • 2 spsk citronsaft
  • ½ vaniljestang

Fremgangsmåde:

  1. Start ud med at skylle bærene og pil den lille knop af.
  2. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og bland dem med lidt af sukkeret for at fordele kornene.
  3. Kom stikkelbær i en gryde sammen med sukker, vanilje, vaniljestang og citronsaft.
  4. Lad det koge op og dernæst simre i ca. 45 minutter, indtil det er kogt ind og blevet til en skøn marmelade.
  5. Hæld det i et skoldet glas, som evt. er skyllet i lidt atamon. Holdbarheden efter åbning er ca. 2-3 uger.

Elsker du også marmelade? Så prøv også min opskrift på rabarbermarmelade med stjerneanis og kanel.

Hvis du har prøvet en af mine opskrifter, så vil jeg meget gerne høre om det! Skriv en kommentar eller tag #michelleloehde på jeres billeder på instagram ♡

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *