Så blev det endelig december! Jeg er kæmpe fan af hygge, så dette er virkelig min måned, hvor jeg går lidt amok. Der kommer både til at være julebag, hjemmelavet konfekt, stearinlys, juleflet og meget andet hyggeligt. Jeg har allerede taget lidt forskud på glæderne den sidste uges tid, hvor jeg blandt andet har lavet pebernødder og havregrynskugler, som jo altid er godt.
Her kommer min liste over 5 retter, jeg gerne vil prøve af i december. Måske du bliver inspireret til nogle retter, du også vil prøve?
5 retter jeg vil prøve i december:
- Bage luciaboller. Det gør jeg stort set hvert år den 13. december, og det er virkelig en hyggelig tradition.
- Lave hjemmelavet gløgg. Jeg overvejer lidt at prøve en version med hvidvin i år.
- Lave en lækker og sprød rødkålssalat – det perfekte tilbehør.
- Bage julesmåkager i lange baner. Jeg har både planer om klejner, brunkager, jødekager og måske en ny omgang pebernødder?
- Lave grønkålssuppe. Vi har en del grønkål i fryseren, så det er jo oplagt at få brugt det til en omgang suppe.