Hyldebærsaft

Starten på efteråret betyder hjemmelavet hyldebærsaft. En smuk, rød drik fyldt med sødme og syrlighed. Den smager skønt, når den bliver blandet op med varmt vand, hvis man har brug for noget at lune sig på i efterårskulden – men den er også helt perfekt kold med et par isterninger.

Der er efterhånden rigtig mange hyldebær rundt omkring, så det er bare med at få plukket en masse, så du kan få fyldt lageret op med hyldebærsaft. Husk på at bærrene ikke må spises rå, men efter 20 minutters opvarmning er der intet problem.

Ingredienser til 1 flaske hyldebærsaft:

  • 500 g hyldebær
  • 2 æbler
  • 2 stjerneanis
  • 2,5 dl vand
  • 250 g sukker
  • 1 spsk citronsaft

Fremgangsmåde:

  1. Start ud med at skylle hyldebærskærmene. Klip de groveste stængler af og kom dem i en gryde.
  2. Skær æbler ud i store tern og kom dem i gryden sammen med de resterende ingredienser.
  3. Lad det koge i mindst 20 minutter.
  4. Hæld saften i et dørslag med et klæde i, så hyldebærskærmene bliver sigtet fra.
  5. Hæld saften på en skoldet flaske og opbevar på køl.

Hvis du har prøvet en af mine opskrifter, så vil jeg meget gerne høre om det! Skriv en kommentar eller tag #michelleloehde på jeres billeder på instagram ♡

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *