Jeg elsker de helt klassiske pølsehorn, da det er en let snack og passer perfekt til madpakken. En gang imellem er det dog rart med lidt variation, så i sidste uge bagte jeg disse broccolipølsehorn, som i den grad også er lækre. De er proppet med gode sager, og så er det en nem måde at få lidt ekstra grøntsager indenbords. Selve dejen har jeg lavet med udgangspunkt i mine broccoliboller, som også er et godt bud på brød med grøntsager.
Ingredienser til 16 pølsehorn:
- 2 broccolihoveder (ca. 600-700 g)
- 5 æg
- 200 g grahamsmel
- 350 g hvedemel
- 2 dl mælk
- 2 tsk salt
- 2 tsk bagepulver
- 16 kyllingepølser
- Sesamfrø
Fremgangsmåde:
- Tænd ovnen på 200 grader.
- Start ud med at skære broccolien ud i mindre stykker og kom det i en minihakker, foodprocessor eller lignende. Det skal hakkes til meget små stykker (også broccolistokken).
- Kom broccolien i en skål og tilsæt de resterende mængder.
- Lad dejen trække i 10 min.
- Kom 1 spsk dej på en beklædt bageplade og smør det let ud. Kom en kyllingepølse på og top med 1-2 spsk dej og form det let, så du får et pølsehorn. Dejen kan være lidt svær at arbejde med, så gør evt. skeen lidt fugtig.
- Fortsæt indtil der ikke er mere dej og pølser tilbage.
- Drys med sesamfrø og bag dem i 20-25 min, indtil de er gyldne.