På valentinsdag lavede jeg denne lækre chokolademousse med hvid chokolade og citron til kæresten og jeg. Og nøj, hvor var den god! Dejlig cremet, luftig, sød og syrlig. Den er virkelig nem at lave og tager ingen tid at bikse sammen. Jeg serverede den med karamelliserede mandler og citronskal på toppen, hvilket fungerede super godt.
Ingredienser til 4 personer:
- 3 æggehvider
- 3 spsk sukker
- 2 dl fløde
- 150 g hvid chokolade
- 1 citron (ubehandlet)
- Evt. citronskal og karamelliserede nødder på toppen
Fremgangsmåde:
- Start ud med at piske æggehviderne sammen med sukker, indtil det bliver stift og luftigt.
- Pisk dernæst fløden i en anden skål, indtil det er let pisket. Pas på med at piske det for meget! Det skal være let flødeskum.
- Smelt chokoladen over vandbad.
- Vend fløden og den smeltede chokolade sammen med æggehviderne. Vend det forsigtigt, så det forbliver luftigt.
- Tilsæt citronskal fra 1 citron samt citronsaft fra ½ citron. Vend det forsigtigt i.
- Fordel moussen i fire glas og sæt på køl i mindst en times tid. Den er dog allerbedst efter et par timer eller dagen efter.