Skønne quinoadeller fyldt med feta, persille og krydderier. De er sprøde udenpå og saftige indeni, og så mætter de godt. Et virkelig godt bud på nogle lækre vegetariske deller.
Som jeg har skrevet tidligere, så har kæresten og jeg skåret meget ned på vores kødforbrug, men det kræver også, at man er lidt kreativ og tænker i andre baner. Disse linsedeller er én af vores favoritter, men disse quinoadeller er helt klart også blevet en favorit.
I stedet for at lave små deller, så kan du også sagtens forme massen til quinoabøffer, så du har til en lækker vegetarburger ♡
Servér dem med det, du lige har lyst til. Her er de serveret med bagte kartofler, ramsløgssmør og en frisk salat.
Ingredienser til 20-25 quinoadeller:
- 200 g quinoa
- 3 dl grøntsagsbouillon
- 2 løg (finthakket)
- 3 fed hvidløg (presset)
- 2 æg
- 2 tsk spidskommen
- ½ tsk chiliflager
- 4-5 spsk hvedemel
- 100 g feta (skåret i små tern)
- 2 håndfulde persille (grofthakket)
- Salt og peber
- Olie til stegning
Fremgangsmåde:
- Start ud med at skylle quinoa grundigt gennem en sigte.
- Kom quinoa og grøntsagsbouillon i en gryde med låg på og bring i kog. Lad det simre i ca. 10 minutter og tage det af varmen.
- Kom den færdigkogte quinoa i en skål.
- Tilsæt de resterende ingredienser og rør det godt sammen.
- Varm en pande op med olie og begynd at forme quinoadellerne. Steg dem på panden indtil de er gyldne og sprøde.
Elsker du også quinoa? Så prøv også min opskrift på quinoasalat med spidskål.
Hvis du har prøvet en af mine opskrifter, så vil jeg meget gerne høre om det! Skriv en kommentar eller tag #michelleloehde på jeres billeder på instagram ♡