Trøfler eller romkugler…kært barn har mange navne, men én ting er sikker: de smager fantastisk og er altid et hit!
Jeg bager en del kage, og man kan derfor altid finde kagerester i min fryser, hvis den er blevet tør og kedelig – og så har man jo en god grund til at lave lækre trøfler. Det er en af mine absolut favoritkager, så det hænder tit…
Så snart man har kageresterne, så er det virkelig nemt at bikse en omgang trøfler sammen og tager ingen tid.
Ingredienser til ca. 10 trøfler:
- 400 g kagerester (her har jeg brugt brownie og kanelsnegle)
- 100 g marcipan
- 100 g mørk chokolade
- 1 spsk kakaopulver
- 1 spsk hindbærmarmelade
- 3 spsk romessens (evt. mere hvis du er glad for romsmagen)
Fremgangsmåde:
- Smuldre kageresterne i en blender, foodprocesser eller lignende.
- Blend til kageresterne er blevet til mindre krummer.
- Tilsæt marcipan, smeltet chokolade, kakaopulver, marmelade og romessens og blend til en ensartet masse.
- Smag til. Tilsæt evt. mere marmelade og romessens.
- Sæt massen på køl i en times tid.
- Form massen til kugler og rul i krymmel, kokos, kakaopulver eller hvad du ellers har på lager.
Trøfler er en god form for kage, hvor du undgår madspild. Hvis du dog ikke lige har kagerester i fryseren, så kan du sagtens bage en simpel skærekage – eller købe en i supermarkedet 😉