Hjemmelavet müslibar med dadler og abrikos

Hjemmelavede müslibarer er virkelig nemme og hurtige at lave, og så smager de bare meget bedre end dem, man køber i supermarkedet. De passer helt perfekt til sidst på eftermiddagen, hvor lækkersulten kommer snigende eller energien er lav. De vil også egne sig godt som et lille sødt indslag til kaffen.

Disse tog ikke meget mere end 10 minutter at bikse sammen, og så er de fyldt med en masse gode sager – men du kan naturligvis variere dem alt efter, hvad du lige har i skabene af nødder, frø og kerner. Jeg tænker også, at man sagtens kan tilsætte krydderier såsom kanel, kardemomme eller måske noget lakridspulver?

Ingredienser til 10 müslibarer: 

  • 100 g havregryn
  • 100 g hakkede nødder (jeg brugte mandler)
  • 30 g sesamfrø
  • 50 g hørfrø
  • 75 g kokosmel
  • 75 g smør
  • 200 g dadler
  • Én lille håndfuld abrikoser
  • Evt. mørk chokolade til topping

Fremgangsmåde:

  1. Start ud med at tænde ovnen på 175 grader (varmluft).
  2. Hak nødderne groft og bland dem med havregryn, sesamfrø, hørfrø og kokosmel.
  3. Kom det på en beklædt bageplade og rist det gylden i ovnen i ca. 5 minutter.
  4. Imens fjernes stenene fra dadlerne. Kom derefter dadlerne i en blender eller minihakker og blend det til en ensartet masse.
  5. Kom dadelmassen i en gryde sammen med smøret og smelt det sammen.
  6. Bland dadel/smør blandingen med de tørre ingredienser og tilsæt abrikoser skåret i små tern.
  7. Kom massen i en beklædt form (jeg brugte en rugbrødsform) og pres det godt ned og ud i hjørnerne.
  8. Lad massen stå på køl nogle timer og gerne natten over.
  9. Tag massen ud af formen og skær det ud i passende stykker. Smelt evt. noget mørk chokolade og brug som topping.
  10. Opbevar i en lufttæt beholder.

Elsker du også nemme og lækre snacks? Så prøv også min opskrift på stenaldermuffins, knækbrød og grødkiks.

Hvis du har prøvet en af mine opskrifter, så vil jeg meget gerne høre om det! Skriv en kommentar eller tag #michelleloehde på jeres billeder på instagram ♡

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *