Det er sæson for rabarber, så det er nu, at du skal slå til, hvis du gerne vil lave denne lækre rabarbermarmelade. Sæsonen er desværre kort, så det er med at lave så meget med det som muligt og gerne også fryse nogle ned, så vi kan nyde smagen af sommer resten af året.
Denne rabarbermarmelade er dejlig krydret med smag af stjerneanis og kanel – og selvfølgelig vanilje. Servér den på en nybagt bolle, til ost eller på havregrøden ♡
Udover rabarbermarmelade så håber jeg også på at få lavet noget rabarbersaft. Har I lavet noget med rabarber i år?
Ingredienser til 2 glas rabarbermarmelade:
- 450 g rabarber
- 200 g sukker
- 1 vaniljestang (stang og korn herfra)
- 2 stjerneanis
- 1 tsk kanel
Fremgangsmåde:
- Start ud med at skylle rabarberne og skære dem ud i skiver. Husk ikke at skære den lyserøde ende af – det er her, at rigtig meget af smagen sidder!
- Skrab kornene ud af vaniljestangen og mas dem sammen med lidt af sukkeret, så kornene fordeler sig.
- Kom rabarber, sukker, vaniljekorn, vaniljestang, stjerneanis og kanel i en gryde.
- Lad det simre i en halv times tid.
- Tage vaniljestang og stjerneanis op og hæld marmeladen på skoldet glas.
Elsker du også rabarber? Så prøv også min opskrift på rabarbersnitter og rabarbertrifli.
Hvis du har prøvet en af mine opskrifter, så vil jeg meget gerne høre om det! Skriv en kommentar eller tag #michelleloehde på jeres billeder på instagram ♡